Om Thomas Elong

Jeg er 45 år gammel, bosat i Hillerød og gift med Jeanett, som er indehaver af Torvets Café & Vinbar. Jeg har en datter, Camilla, på 22 år som er universitetsstuderende, og jeg er bonusfar til Michael på 32 år, som er partner hos REKOM. Jeg har to dejlige svigerbørn, og snart bliver jeg også farfar.

Efter fire år i Forsvaret, og efterfølgende lederstillinger i detailhandelen, har jeg siden 2005 været selvstændig indenfor salg af hvidevarer. Jeg har undervejs solgt mine virksomheder, men driver stadig Dansk Hvidevarer Rådgivning, som ligger i Helsinge.

Gennem mere end 15 år har jeg siddet i flere frivillige bestyrelser, og sidder i dag i bestyrelsen for VisitNordsjælland, Nordsjælland Håndbold, C4, Liberale Erhverv og Hillerød ByForum.

flere år med gode relationer

Både i Danmark og internationalt har jeg i mange år arbejdet med at skabe netværk og relationer, hvor jeg blandt andet har været medlem af organisationen Round Table, som findes i mere end 50 lande. Her er jeg medlem i Hillerød og har været distriktsformand for Nordsjælland samt formand for Nordeuropa, USA og Rusland. 

Via Round Table har jeg rejst meget og bl.a. besøgt de fattigste egne i Nepal, hvor min hustru og jeg har opført et klasselokale.

 

Politik har altid været et stort emne i vores familie, og jeg er stolt af, at både min morfar, far og onkel er eller har været dybt involveret i lokalpolitik.

Hillerøds erhvervsråd

Jeg gik ind i politik, da jeg ville tættere på indflydelsen. Inden da var jeg bestyrelsesformand for C4 Foreningen, som er Hillerøds erhvervsråd, da jeg ønskede at bidrage aktivt til Hillerøds udvikling.

Her lærte jeg, at jeg ville kunne bidrage endnu mere ved at komme i byrådet. Derfor opstillede jeg til kommunalvalget i 2013 – og blev valgt til Hillerøds byråd. I 2017 blev jeg genvalgt og var i den følgende periode udvalgsformand for Erhverv, Beskæftigelse og Turisme. Her oplevede jeg, at Folketinget satte mange begrænsninger for kommunens frihed til at sikre medborgerne bedre muligheder.

I min fritid nyder jeg at rejse med min familie, læse biografier, spise god mad, skrue på mine to veteranbiler og gå på jagt med vores hund Tasco, samt bruge tid i sommerhuset i Gribskov.